
Energi har at gøre med arbejde. I daglig tale kan vi sige, at vi er fyldt med energi, at vi er energiske. Det betyder, at vi har lyst til at gå i gang med fx at arbejde.
I fysikken betyder energi evnen til at udføre et arbejde eller opvarme noget. Der findes flere energiformer, der kan omdannes fra en form til en anden. Der omsættes blandt andet energi ved temperaturændringer og ved overgange mellem tilstandsformer.
Mængden af energi er altid den samme, så energi kan ikke opstå af ingenting eller tilintetgøres. Når der alligevel kan blive mangel på energi, skyldes det, at nogle energiformer er vanskelige at udnytte og omdanne.
En dampmaskine drives af damp med højt tryk. Dampen laves ved at varme vand i en kedel udenfor dampmaskinen.
Energi ved kørsel. Biler og andre køretøjer bruger energi til at sætte farten op, køre op ad bakke samt overvinde luftmodstanden og andre gnidningskræfter.
Forbrændingsmotorer omdanner kemisk energi i et brændsel til mekanisk energi. En stor del af energien spildes som termisk energi fordi kemisk energi har lavere energikvalitet end mekanisk energi.
Gnidningskræfter virker altid i retning modsat bevægelse. Når hastigheden fordobles, firedobles luftmodstanden.
En jetmotor udfører de samme processer som en stempelmotor, men i stedet for cylindre og stempler har den turbiner.
Kompressionsforhold. En motor med højt kompressionsforhold udnytter brændstoffet bedre; men det kræver at brændstoffet har et højere oktantal.
Nyttevirkning. En maskines nyttevirkning fortæller hvor mange procent af den tilførte energi, der bliver nyttiggjort.
Opvarmning. Mange materialer findes i tilstandsformerne fast, flydende og gas. Der skal tilføres energi når materialet smeltes, opvarmes og fordampes. Et materiales varmefylde fortæller hvor meget energi, der skal bruges for at hæve dets temperatur.
Redoxreaktioner er kemiske reaktioner, hvor elektroner flyttes. Forbrændingsprocesser og processerne i batterier er eksempler på redoxreaktioner. Det stof, der afgiver elektroner bliver oxideret. Det stof, der modtager elektroner, bliver reduceret.
Stempelmotor. I en moderne stempelmotor foregår forbrændingen inde i et system af stempler og cylindre. I benzinmotoren tændes en benzin-luft-blanding med en gnist fra et tændrør. I dieselmotoren antændes dieselolie af luft, der er blevet varmet op ved sammenpresning.
Termisk energi er varmeenergi. Varme handler om hvor meget molekyler bevæger sig eller vibrerer. Jo varmere et stof er, jo mere bevæger eller vibrerer dets molekyler, selvom man ikke kan se det.















