
"At skaffe mennesket og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov". Sådan definerer en FN-rapport fra 1987 "bæredygtighed".
Rapporten blev udarbejdet af en kommission med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Bruntland som formand. Bruntlandrapporten forholder sig til de problemer, der er opstået i forbindelse med den moderne produktions forbrug af Jordens ressourcer.
Vi bruger af Jordens mineraler, kul, gas og olie som på et tidspunkt vil slippe op. Et stigende forbrug af kul, olie og gas medfører et øget udslip af CO2, som påvirker Jordens klima med hævet vandstand i verdenshavene og vildere vejr til følge.
Bæredygtighed betyder at aktiviteten ikke reducerer fremtidige generationers muligheder for at få dækket deres behov.
CO2-neutrale-brændsler er brændsler der er fremstillet af planter, der er vokset op for kort tid siden. Den carbondioxid, der frigives ved forbrændingen, er lige så stor som den mængde carbondioxid som planten optog da den voksede op. Modsætningen til CO2-neutrale brændsler er fossile brændsler som kul, olie og naturgas.
Drivhuseffekten gør at Jordens overflade er ca. 35 °C varmere end den ville være uden en atmosfære. Drivhuseffekten stammer især fra atmosfærens indhold af carbondioxid og methan. Menneskets husdyrhold og afbrænding af fossile brændsler øger atmosfærens indhold af disse gasser. Herved øges drivhuseffekten hvilket giver klimaændringer.
Mineraler, der udvindes ved minedrift, kan i praksis blive opbrugt. Grundstoffer omdannes ikke, men hvis de spredes efter brug kan de i praksis blive umulige at få fat på igen.
Vedvarende energikilder er en fællesbetegnelse for energikilder, der ikke kan opbruges. Fx solenergi, vindenergi, bølgeenergi. I sidste ende drives disse alle af energi fra Solen. Kul, olie og naturgas er ikke vedvarende fordi de udnytter en ressouce, der gendannes meget langsommere end den forbruges. Kernekraft er ikke vedvarende fordi den udnytter nogle atomkerner, der slet ikke gendannes.
Vugge-til-grav-produktion er industriproduktion, hvor der fra start af er tænkt over hvordan produktet skal kasseres når det ikke skal bruges længere.
Vugge-til-vugge-produktion er industriproduktion, hvor der fra start af er tænkt over hvordan produktet skal omdannes til nye produkter når det ikke skal bruges længere.