
Et carbonatom i din morgenmad var måske det samme carbonatom, som Demokrit udåndede som carbondioxid for over 2500 år siden.
Det er de samme carbonatomer, der for millioner af år siden var en del af dinosaurer, som nu er en del af den verden, der omgiver dig.
Carbonatomerne er en del af et enormt kredsløb, hvorfra intet går tabt, og alt genbruges.
Carbonkredsløb er en beskrivelse af cirkulationen af grundstoffet carbon. Planterne omdanner carbondioxid til kulhydrater ved hjælp af lysenergi. Det kaldes fotosyntese. Kulhydraterne nedbrydes til blandt andet carbondioxid under frigivelse af energi.
Cellulose er en polysaccharid, dvs. en lang kæde af monosaccharider. De monosaccharider, som det består af er glucose.
Plantecellers cellevægge er lavet af cellulose. Pattedyr kan ikke fordøje cellulose, dvs. nedbryde det til glukosemolekyler, som kan bruges i respirationen, men det er alligevel vigtigt for tarmenes velbefindende, og cellulose kaldes også fibre eller kostfibre. Nogle dyr, som fx køer, kan fordøje cellulose, fordi de har mikroorganismer i mave-tarmsystemet, som nedbryder cellulosen, så dyret kan optage næringsstofferne.
Cellulose afskiller sig fra stivelse, som også er kæder af glukose, ved måden glukosen binder sig til hinanden på.
Planter optager energi fra lyset ved hjælp af en proces, der kaldes fotosyntese. Planten optager carbondioxid fra luften og vand gennem rødderne og danner glukose.
Reaktionsskema: 6 CO2 + 6 H2O + energi (sollys) → C6H12O6 + 6 O2.
Klorofyl er et grønt farvestof i planter. Klorofyl modtager energi fra lys. Energien er nødvendig, for at fotosyntesen kan foregå.
Kulhydrater kaldes også for saccharider eller carbohydrater. Alle kulhydrater er opbygget af byggesten med formlen C6H12O6. De forskellige kulhydrater opdeles i tre undergrupper:
- monosaccharider, fx glukose
- disaccharider, fx almindeligt sukker
- polysaccharider, fx stivelse og cellulose.
Under respiration optages oxygen. Kulhydrater omsættes samtidig til bl.a. energi. Respiration er processen hvor organismer udvinder energi af føde.
Reaktionsskema: C6H12O6 + 6 O2 → 6 CO2 + 6 H2O + energi.













