Rigsfællesskabet er navnet på det rige, der i dag består af Danmark, Grønland og Færøerne. Hvert af de tre lande kaldes en rigsdel.
Rigsfællesskabet har rødder, der går helt tilbage til 1380. Danmark, Færøerne og Grønland blev bundet sammen i en tid, hvor konger havde meget stor magt, og hvor lande kunne skifte hænder mellem konger som følge af krige, ægteskabsaftaler, handler eller kolonisering.
Symbolet på de danske kongers magt kaldes kongevåbnet. Det viser, hvilke områder den danske konge eller dronning har magt over. Kongevåbnet har skiftet udseende mange gange gennem historien, fordi det danske rige enten er vokset eller skrumpet.
I sit første år på tronen valgte Danmarks nuværende konge, Frederik den 10., at få re-designet kongevåbnet, som er symbolet på kongehuset. Kongen ville have at kongevåbnet skulle være ”nutidigt og afspejle rigsfællesskabet”.
Kongevåbnet viser, at Danmark, Grønland og Færøerne er forskellige lande, men at de er bundet sammen af et fælles kongehus, og at landene har en lang historie sammen. Denne historie indeholder både lyse og mørke kapitler, og det er dem, vi skal undersøge her. Det er nemlig afgørende for at forstå debatterne om rigsfællesskabets fremtid i dag.
I dag er rigsfællesskabet en sammenslutning af tre demokratiske lande, hvor kongen kun har symbolsk magt.