Da 2. verdenskrig var slut i 1945, stod det klart, at forholdene i Grønland ikke kunne vende tilbage til sådan, som det havde været før krigen.
Grønlænderne var ikke interesserede i, at landet igen skulle blive lukket og helt afhængigt af Danmark. Mange af dem ville gerne have nye varer til landet, og at der skulle ske en modernisering af boligerne og fiskeriet. De ønskede også mere medbestemmelse i de politiske beslutninger, der gjaldt landet.
Internationalt var der også udviklinger, der kom til at betyde, at forholdet mellem Danmark og Grønland blev ændret efter krigen. Der tegnede sig hurtigt en situation, hvor verden var domineret af to supermagter, USA og Sovjetunionen. De ønskede begge, at der skulle ske en afkolonisering af verden. Man ville have, at de gamle europæiske stormagter – der efter krigen ikke længere var så magtfulde – skulle løsne båndene til deres kolonier.
Denne ide blev også bakket op af en ny international organisation, De Forenede Nationer (FN), der blev oprettet 1945. Her stod afkolonisering også højt på den politiske dagsorden.
Det kunne enten ske ved, at kolonierne fik selvstændighed, eller at de blev en ligeværdig del af det land, der havde koloniseret dem.
I begyndelsen af 1950’erne begyndte man i Danmark og Grønland at arbejde for, at Grønland skulle blive ligestillet del af Danmark og derved ophøre med at være en koloni.
I 1953 blev Danmarks Riges Grundlov ændret. Grønland blev nu et dansk amt (dvs. en dansk region). Grønlændere blev danske statsborgere med de samme grundlæggende rettigheder som danskere og stemmeret til Folketinget, hvor der også blev udpeget to pladser særligt til grønlandske folketingspolitikere.
Beslutningen om at ændre Grønlands status fra at være koloni til en ligestillet del af Danmark skete efter en folkeafstemning i Danmark, hvor flertallet af danskerne stemte for. I Grønland spurgte man kun det grønlandske landsråd (hvor der sad 11 grønlandske repræsentanter). De bakkede op om beslutningen, men den samlede grønlandske befolkning blev ikke spurgt.
