1960’erne og 70’erne var en tid, hvor unge mennesker mange steder gjorde oprør mod deres forældres generation og samfundets værdier. Sådan var det også i Grønland. Her var unge grønlændere inspireret af det ungdomsoprør, som de havde set i Danmark, og kampen for minoriteters rettigheder, som foregik i USA.
De unge grønlændere var bedre uddannet og mindre autoritetstro end tidligere generationer. De var kritiske over for udviklingen i Grønland, hvor man ville skabe fremskridt i Grønland ved at fremme det danske sprog og få landet og dets indbyggere til at ligne Danmark og danskerne mest muligt.
De unge grønlændere mente, at Grønland aldrig ville komme til at blive som Danmark, og at daniseringen(dvs. at få Grønland til at ligne Danmark mest muligt) ville ødelægge grønlandsk kultur og sprog. De mente også, at Grønland blev styret for meget af danskere, både danske magthavere i København og danskere, der havde vigtige positioner i Grønland som lærere, læger, præster og håndværkere.
Derfor var deres motto ”Et Grønland, styret fra Grønland, af grønlændere.”
I 1970’erne begyndte mange grønlændere bevidst at dyrke det grønlandske sprog og traditionel inuit-kultur. Et eksempel på det var sommerlejrene Aasivik, som var en del af traditionel inuit-kultur. Formålet med sommerlejren havde været, at de forskellige grupper af inuit kunne mødes om sommeren og udveksle varer, afgøre uenigheder, indgå ægteskaber, dyrke sport og holde fest.
Traditionen med sommerlejrene var forsvundet, men i 1976 blev Aasivik genopfundet. Nu mødtes grønlænderne for at diskutere politik og grønlandsk kultur. Sommerlejrene var med til samtidigt at puste liv i den traditionelle grønlandske trommedans og ny grønlandsk rockmusik. Bandet Sumé blev det mest kendte eksempel på grønlandsk rockmusik. Deres tekster handlede om tidens store spørgsmål; grønlandsk identitet, frigørelse fra undertrykkelse og forholdet mellem Grønland og Danmark.
