I 1776 blev der i Danmark-Norge skabt et handelskompagni, der fik navnet Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH).

Kompagniet opkøbte varer fra inuit ved de små handelsstationer, der skød op langs vestkysten af Grønland f.eks. skind, pels, sælspæk og hvalbarder.

KGH transporterede så varerne tilbage Danmark-Norge, hvor de blev solgt. KGH havde monopol (dvs. eneret) på at transportere og sælge europæiske varer til inuit f.eks. kaffe, tobak, synåle og geværer.

Gennem 1800-tallet skabte KGH et netværk af handel i Grønland. I de større byer var der en købmandsbutik, og i de mindre bygder var der en bod, hvor KGH kunne købe og sælge varer. Det gjorde også, at der kom flere og flere danske kolonister, der skulle drive handel i Grønland.

Selv om KGH var et handelskompagni, kom kompagniets ansatte til at fungere som repræsentanter for den danske stat i Grønland. De skulle holde lov og orden på handelsstationerne. De fungerede som dommere, hvis der opstod konflikter, skrev breve tilbage til København om forholdene i Grønland og sørgede for, at de beslutninger, der blev truffet i København, blev ført ud i livet i Grønland. De var altså både handelsmænd, embedsmænd, politi og dommere i et.

I Danmark ønskede man, at inuit skulle blive ved med at være dygtige fangere, fordi man gerne ville blive ved med at kunne købe værdifulde varer fra dem. Derfor var det vigtigt, at inuit skulle fortsætte med at leve, som de havde gjort, før der blev etableret dansk-norske kolonier i Grønland. Man ønskede ikke, at de skulle have ret meget med danskerne at gøre – bortset fra når der skulle handles – fordi man var bekymret for, at de ville blive for inspireret af den mere magelige danske levevis. Hvis inuit blev som danskerne, ville de måske ikke længere være interesserede i at tage ud på hårde fangstture. Derfor var udvalget af varer, som KGH solgte til inuit, meget begrænset; forskellige luksusvarer som f.eks. kaffe og sukker måtte kun sælges i små mængder, og petroleumslamper måtte kun købes af danskere. Inuit måtte derfor fortsætte med at bruge de gamle spæklamper, som de havde brugt, før danskerne kom til landet, selv om lamperne osede og gav et svagere lys.