Jeg blev sendt med damperen „Hans Egede" til Grønland for at uddanne mig til fyrbøder og hjælpe med indkøb af hunde. — Jeg landede i Sukkertoppen, den største koloni i

Syd-Grønland. Der oplevede jeg de første eskimoer og så dem i de gammeldags huse, der var vanskelige at få øje på udefra, for sneen lå højt, det var i april, og deres tørvehytter var ganske begravede. Det var et mirakel at se de indfødte kvinder sværme op fra et hul i sneen ligesom myrer, festligt klædte i spraglede farver — yndige piger.

Jørgen Brønlund og jeg drog ud i en konebåd for at finde en mand, der skulle have hunde til salg. Der er altid åbent vand i Syd-Grønland, og i de dage brugte man kun konebåde

som rejsefartøjer — poesien var over dem. Otte kvinder til at ro, ejeren var styrmand.

En konebåd er lavet af skind; en genial opfindelse, den flyder på bølgen som en kæmpemåge, hopper op og ned uden at tage andet vand ind, end hvad der sprøjter fra bølgekammene. Men også det er der råd for; den eskimoiske teknik har lært at klare opgaven. Med hver konebåd fulgte jægerne i deres kajakker. Kajakken er som en torpedobåd, og konebåden det

mægtige slagskib. Mændene kommer hurtigt af sted, og morer sig undervejs med at kaste fuglepile efter måger, eller når lejlighed gives at harpunere en sæl. Bliver søen høj, lægger kajakkerne sig til luvart af konebåden og virker som bølgedæmpere. Deres helpels beskytter dem fuldstændig, og de kan le ad vandet.

På vej til hundestedet sad jeg agter i båden og studerede kajakmændenes teknik med dybeste forbavselse. Men jeg var ikke vant til at sidde ledig og lade kvinder arbejde for mig, så jeg

forlangte at tage en åre med, til stor fornøjelse for både mænd og kvinder. Kun få timer arbejdede jeg i det tempo, så havde jeg mere end nok af at ro, og det kostede ikke megen overtalelse at få mig til at levere åren tilbage til den unge, skønne pige, som jeg gerne havde villet være ridderlig overfor.

Hvad de piger kan holde ud, er forbavsende. Og de synger hele dagen, mens de ror. Sangene er i reglen improviserede, teksten passer til situationen og synges til danske melodier, der laves om efter behag. Så fniser de, og griner og fortæller historier; de fleste går ud over passagererne, som jo ikke forstår, hvad de siger.

Vi roede i tretten timer, og jeg tænkte med ond samvittighed på pigerne, der måtte være døden nær af træthed. Men da vi hørte, at der skulle være dans i udliggerens værksted, så

hvinede de af fryd. Efter en fuld arbejdsdag med at ro var en hel nats dans netop det, de trængte til.

En af pigerne havde jeg særlig lagt mærke til. Hendes navn var Arnarak, og hun var yndig. Nu fortalte hun, at hun ville iføre sig en særlig festdragt til dansen, og jeg ledsagede

hende til hendes faders hus. Han var storfanger, og jeg blev modtaget som æresgæst.

Pigen klædte sig om, men så fandt hun ud af, at hun måtte arrangere sit lange, pragtfulde hår, der var sat op i en top.

Hun løste det, og det gav et gys i mig ved at se det bølge sort og glat ned til gulvet, mens hun bøjede sig forover og kæmmede det. Solens stråler faldt ind gennem vinduet og ramte

netop, hvor hun stod; de gav håret dette blåsorte skær, som man kender fra ravnens vinger. Jeg blev ganske afmægtig af elskov, og mit sømandshjerte var nær ved at sprænges af stolthed over, at det var mig, der skulle tage denne skønne pige til dansen.

Alt var sikkert blevet succes, hvis bare pigen ikke havde været så opsat på at gøre indtryk på sin unge, danske kavaler. Men for at bevise mig, hvilken usædvanlig renlig pige

hun var, halede hun frem under briksen en kolossal balje fuld til randen af menneskelig urin, der blev brugt til såvel garvning af skind som til vaskemiddel. Omhyggeligt sænkede hun sit skønne hår ned i væsken og tog sig et champo, gned og vred det, imens min elskov køledes, og min begejstring sank med en fart, som tidevandet i den engelske kanal.

Og da vi endelig nåede værkstedet, var min stemning fuldstændig forsvundet. Den kom igen, men på en ganske anden måde. Arnarak havde arrangeret sit vældige hår i en top oven

på hovedet, som det brugtes på den tid, og den svajede og dinglede, mens hun dansede. Ulykkeligvis er jeg meget høj, og hun var kun lille. Loftet i værkstedet var så lavt, at jeg blev

tvunget til at bøje mig ned over hende, mens vi dansede, så

hendes hårtop daskede mig om næsen fra side til side, hver gang vi drejede — en narkose, hvori ammoniakstanken var stærkere bedøvende end kærligheden.

Men vor opgave var at danse og more os, og det gjorde vi.

Musikken blev leveret af en grønlænder med harmonika, og rummet var fyldt af rokkende mennesker og hyl og latter, som jeg her oplevede for første gang. Jeg var heldig at opdage en lem i loftet, der kunne løftes af. Oven over var tagrummet.

Ha-ha, her kunne jeg stå oprejst, og dog var jeg med i dansen. Selvfølgelig blev min aktionsradius begrænset af lemmens størrelse, men jeg dansede jo også med fødderne, og de var nede på gulvet. Jeg indåndede lugten af de rå huder, der lå oppe på loftet, blandet med min dames urinduftende atmosfære, men jeg havde mindst lige så megen fornøjelse af aftenen som nogen at de andre.

Ak — de dejlige første oplevelser i Grønland.

GLOSER

Damperen: Dampskibet

Fyrbøder: En håndværker der kan betjene og reparere fyret på damskibet

Konebåd: En stor grønlandsk robåd, med plads til mange personer og meget bagage. Navnet konebåd kommer af, at der var kvinder, der roede båden.

Luvart: Den side på et skib, hvor vinden kommer ud

Helpels: Vandtæt skindtøj

Agter: Bagerst i båden

Udliggerens: Bestyreren af en lille bygd

Kæmmede: Redte

Garvning: Blødgøring

Et champo: En svamp